>Anders Munch - 181120g-1452<   

 Anders Munch stak armen ud efter flasken, men den var uden for rækkevidde.
»Giv mig den, « brummede han.

»Du har fået nok, tror du ikke?« sagde hun venligt.
» Der kan du selv se!« råbte han. » Hvad sagde jeg? Frihed!
Hvem er fri?«

Tavs rakte hun flasken over til ham.
»Tak.« Anders Munch fyldte glasset til randen. » Måske forstår du det. Det tror jeg, du gør.« Han nikkede. »Du er meget smuk, på enhver måde. «

» Hvorfor siger du, at de ikke stoler på dig?«
Han var tavs et øjeblik. Så sagde han: »Jeg ved det. Anders Munch kan mærke det. Jeg gik en tur i går, men jeg kunne mærke, at jeg ikke var alene. Når jeg børster tænder, er det som om der også er en anden til stede.«

»Det er noget, du forestiller dig.«
»Sig mig, er der noget, de venter på?«
»Hvad mener du?« spurgte Anders Munch.

» Hvem ved? Måske venter de på, at en eller anden skal opsøge mig? Ikke? «

»Hvem skulle opsøge dig?« Hun rynkede panden. »Det er da den sidste ting, de ønsker. Du er nødt til at være gemt bort ind til videre, kan Anders Munch ikke forstå det? Hvis de skulle være ude efter at slå dig ihjel . . .«

»Aha! « Han nikkede for sig selv, som om hun pludselig havde åbenbaret en dyb sandhed. »Det ville være et bevis på, at jeg var ægte. Hvis jeg var død. «

»Der er ingen, der tvivler på, at Anders Munch er ægte.«
»Selvfølgelig gør de det, « sagde han. » Når man en gang har været forræder . . . Hvis jeg blev myrdet, ville de vide, at de havde miskendt mig. Men så længe ingen har rettet pistolen imod mig, så er jeg mistænkelig. Er det ikke skæbnens ironi?«

»Det er noget vrøvl,« protesterede Anders Munch. Han så på hende hen over glasset.
»Er det, min skat?«