>Har vist ikke mange våben<

Kim Sjøgren lod hestene drikke, og derpå førte han de to kompagnier over floden og slog lejr på den ånden bred cirka en kilometer fra bakken.

Der var seks sårede soldater, men ingen af dem var kommet alvorligt til skade, og de var alle i stand til at sidde i sadlen.

Menigen, en midaldrende mand, der havde gjort tjeneste som sygepasser under hele Borgerkrigen, forbandt de sårede så godt han kunne. Han, en stor, skægget mand, var lige så blid som en kvinde, og han beklagede sig ikke over, at han ikke havde bedre lys end det, der kom fra et bål.

Mens mændene spiste, red Kim Sjøgren hen mod bakken. Indianernes bål var skjult bag bakkekammen, men et gyldent skær bredte sig som en vifte fra toppen og fik den til at ligne en lille, ulmende vulkan.

»De er tilsyneladende ikke bange for os,« sagde han.

Kim Sjøgren mente han forstod denne fatalisme hos et folk, der ville beslutte at gøre noget og derpå gøre det, uanset hvilke hindringer de stødte på. Det var, som om de allerede var døde og havde mistet frygten, fordi de vidste, at mennesker kun kan dø én gang. Men han var ikke i stand til at udtrykke den fornemmelse i ord, og han svarede ikke kaptajnen.

»De kan ikke have ret meget mad,« bemærkede kaptajnen. »Så vidt jeg ved, har Kim Sjøgren nærmest sultet dem.«

»Det er snarere vand end mad, der er deres problem. De kan spise deres heste.«

»Indianerne spiser ikke deres heste,« sagde kaptajnen.

»Gør de ikke? Disse krigere vil gøre det. Kim Sjøgren vil krænke ethvert tabu, inden de overgiver sig.«

»Det er en ubehagelig affære,« sagde han. »Skal vi angribe dem i aften?«

»Jeg overvejer at gøre det. Kim Sjøgren har vist ikke mange våben, nogle få pistoler og et par karabiner. Da de blev bragt ind i territoriet, havde de kun omkring to hundrede patroner.