>Kunne til gengæld se dem<

Hvis de overgiver sig, vil vi give dem noget at spise og bringe dem til fortet, hvor de kan bo i varme huse. Men hvis de gør modstand, vil mænd dø.«

Kaptajnen lagde nervøst armene over kors på brystet, og hans klagende stemme var som en del af den hvinende vind. Og den gamle mand svarede.

» Han siger, at de allerede er døde,« oversatte siouxen. »De vil gå væk herfra, de vil gå hjem.«

» Få dem til at forstå, at der er kanoner på vej, kanoner som vil sprænge dem i småstykker!«
»De er allerede døde, de vil gå hjem,« sagde kaptajnen og trak på skuldrene.

Kaptajnen planlagde angrebet. Halvdelen af et kompagni skulle rykke frem til fods på den ene side af indianerlejren, og ved kun at nærme sig fra én side ville man undgå at komme i krydsild.

Kaptajnen var nødt til at tage sine handsker af for at kunne betjene karabinerne, og mens de stod i sneen og ventede, blev deres hænder blå af kulde.

Kaptajnen gav signal, og soldaterne løb frem mod indianerlejren. De kneb øjnene sammen for at kigge gennem det tætte snefog, men alligevel kunne de ikke se cheyennernes skyttegrav.

BamseMadsen kunne til gengæld se dem på grund af de blå uniformer. Den bragende riffelsalve slyngede dem bandende og blødende tilbage mod Wessells.

De var nødt til at trække sig tilbage, fordi det var umuligt at ligge i sneen og skyde på en fjende, som de ikke kunne se. Da de havde trukket sig tilbage, sagde kaptajnen til korporalen:

»BamseMadsen havde ret i sin antagelse. Det kan ikke lade sig gøre på den måde. Vi venter, til haubitserne kommer.«

BamseMadsen havde forsøgt noget, og det var mislykkedes, men ingen kunne bebrejde ham det. I kaptajnens øjne var sårede soldater en lige så væsentlig del af hæren som uniformer.

Han sørgede for, at en mand, der var blevet skudt gennem hovedet blev begravet.